Skjulte verdener

Når verden og virkeligheden føles helt uvirkelig De skjulte verdener er steder, vi mærker i vores nærhed, men som vi ikke rigtigt kan se. Du har måske allerede fået et lille bitte glimt af det. Når du drømmer, når du kigger ned i havets dyb eller måske endda har kigget dybt i dig selv. Måske har du engang siddet ganske stille for dig selv og følt trykket og lyden i et rum ændre sig? Måske ser du noget bevæge sig i tusmørkets skygger, selv om der ikke er noget, når du kigger en ekstra gang? Har du haft et øjeblik, hvor hjertet pludselig slår alt for hurtigt, men når du så vender dig, er der ingenting? Jeg tror godt, du ved, hvad jeg taler om. Det er det sekund, hvor virkeligheden føles en anelse forkert eller anderledes. Jeg kender det. Kender du det? Det er her, mine historier har deres omdrejningspunkt. Jeg skriver om mennesker, der lever almindelige liv på ydersiden, men som bærer på noget tungt indeni. Det kan være sorg, ensomhed eller en traumatisk oplevelse. De føler sig anderledes. Og så… åbner noget sig for dem, når de mindst venter det. Det kan være en mulighed for at ændre deres liv, eller noget de ufrivilligt bliver tvunget ud i. Mine karakterer bevæger sig mellem to verdener: den, alle andre ser, og den, der kun viser sig for dem. De har seriøst brug for hjælp og de må kæmpe for det. Både psykisk og fysisk og det kan til tider være ret mørkt. I bøgerne er der også håb! Masser af håb og måske endda venskaber og kærlighed. Verdenerne under overfladen I mine bøger findes der lag af virkeligheden: Drømmelagene Et sted mellem søvn og vågen tilstand, hvor kroppen er lammet, og sindet holdes fanget i mørket. Her vandrer dæmoner, skygger og væsner. Mine karakterer skal takle dem alle inkl. sig selv for at finde en vej til et bedre liv. Skyggesiderne af vores verden Her får vi sandheden at vide om mine karakteres liv og velbefindende. Det er her vi ser hvor meget der er gået i stykker. Her ser vi, hvad de skal kæmpe sig ud af. De skjulte fællesskaber Det, man plejer at være alene om, og som ingen andre forstår.  Venskaber, der opstår og som dukker op, hvor man mindst venter det. Den røde tråd i mine fortællinger Uanset hvilken verden du træder ind i, vil du møde:
    • mennesker, der kæmper med deres eksistens og/eller føler sig anderledes
    • mørke kræfter, der presser sig på
    • portaler, drømme eller verdener i det skjulte, der åbner sig, når virkeligheden ramler sammen eller opfører sig mærkeligt
    • psykologiske temaer som sorg, angst, ensomhed, identitet og mod
    • venskaber, der bliver livliner i mørket
    • en verden, der ligner vores… men ikke helt
Mine historier er hovedsageligt fantasy, men de er forankret i det menneskelige. I det sårbare. I det, vi alle bærer med os, men som er svært at tale om. Vil du træde ind? Hvis du er klar til at udforske de skjulte lag af virkeligheden, kan du begynde her: Udforsk mine bøger